Team Sandgaard Rytter profil november 2014:
Pony rytter Ditte Mosegaard Christiansen

Ditte & Tess
Ditte & Tess

Mit navn er Ditte Mosegaard Christiansen, jeg er 14 år gammel og jeg går i 8. klasse på Ikast Vestre skole. Jeg er en frisk pige, der elsker at lave sport og jeg er altid glad.
Jeg har redet siden jeg var 2 år gammel, og elsker heste. Den første pony jeg red på, var min shetlands pony Coco. Efter Jeg havde haft Coco i nogle år, fik jeg min første stævne pony, som hed Lille Prins. Lille Prins lærte mig at springe, og vi red også nogle stævner sammen. Efter jeg havde haft Lille Prins, ville jeg gerne blive bedre til at ride og skulle derfor have en større og rutineret pony. Så fik jeg en super skøn ældre Vallak, som hed Knud Den Store. Sammen med Knud, opnåede jeg mange resultater, mange gode ture og en masse oplevelser. Og Knud hjalp mig op og springe LB–LA klasser. Efter mange gode år med Knud, var jeg blevet for stor til ham og skulle derfor videre på større pony. Vi var ude og prøve mange ponyer, inden vi fandt endnu en fantastisk garvet springpony, Birkholm´s Lars. Men Lars og mig passede ikke sammen og jeg blev lidt utryk ved at ride og jeg mistede derfor interessen for ridningen. Jeg havde derfor 1 års pause for at prøve noget andet. Efter at have prøvet andre sportsgrene, savnede jeg ridningen og ville rigtig gerne i gang igen. Så fik jeg min super dejlige pony Test Tube Baby, som jeg i dag springer C-stævner på.

Tess og jeg har opnået mange gode resultater og ture, og det skyldes især den gode undervisning og opbakning, vi får fra Team Sivebækgaard.
Når man er ude på gården bliver man altid mødt med et smil og man bliver interesseret spurgt til hvordan det går(fx til stævner)
Undervisningen ude på Sivebækgaard, er helt i top. Man får hjælp og gode råd, hvis der er noget man har svært ved, eller man skal have hjælp til. Man bliver udfordret hver gang og man kan mærke, at det rykker ens udvikling.

Kh Ditte



Team Sandgaard Rytter profil juni 2014:
Pony rytter Mathilde Broberg Lind

Jeg hedder Mathilde Broberg Lind. Jeg bor i Ikast og går i 4. klasse. Jeg er 11 år og fik min første pony, da jeg var 7 år. Jeg fik min første pony, fordi min storebror Alexander fik en crosser af bedste Henry, og fordi min mor tit spurgte ham, hvornår han så købte en pony til mig.
Min første pony hed Tyson, og jeg fik ham i sommeren 2010. Han var en sød 3’er pony, som jeg lærte at ride på. Men Tyson var ikke altid lige sød, og da jeg begyndte at starte lidt stævner, var han meget fræk og gad ikke rigtigt de stævner. Derfor fik jeg en ny pony, Mads, i februar 2012. Vi købte ham som dressurpony, men hurtigt ville jeg også gerne springe, men det havde Mads aldrig lært, så det var lidt svært for mig, at lære ham dette, da jeg jo også var helt uerfaren i spring. Jeg fik så min anden pony, Jumpy, i februar 2013. Han var en erfaren springpony i LB og LA, og han gav mig mod på at springe, og jeg har lært meget af ham.
I dag rider jeg LA dressur på Mads på distriktsplan, og jeg springer også lidt på ham indimellem. På Jumpy rider jeg LB og LA på distriktssplan. Jeg er en meget heldig pige, og jeg er glad for mine to ponyer. Uden Bedste Henry havde jeg aldrig fået en pony. Han er min største sponsor, og det er min mor og far selvfølgelig også.
Mine drømme er, at jeg bliver b-rytter på Mads i dressur, og at jeg er med til DM næste år(2015) på ham. Med Jumpy vil jeg gerne til Danmarkscup på Kallehavegaard og Christmas show på Wilhemsborg. Jeg ønsker mig en 2’er springpony :-) og hvem ved, hvor langt jeg kan nå med den.
I marts i år begyndte jeg at ride hos Thomas, og jeg er super glad for det. Han giver mig mange udfordringer, og jeg får lov til at springe lidt højt :-), og han laver altid gode baner med masser af udfordringer og øvelser, jeg ikke har prøvet før. Han har lært mig rigtigt meget, og jeg har fået meget mere tro på min ridning og selvtillid. Jeg er utrolig glad for at komme til undervisning ude hos Thomas og Ditte, alle er søde og venlige og meget interesseret i, hvordan det går mig både til træning og stævner. Jeg har også lært Josefine lidt at kende, og hun er rigtig sød. Jeg skal også med på rytterlejr herude, og det glæder jeg mig helt vildt meget til.

Kærlig hilsen
Mathilde
-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Team Sandgaard Rytter profil april 2014:
Pony rytter Anna Sofie Tørnæs

Mit navn er Anna Sofie Tørnæs, jeg er 12 år gammel, jeg går i 6.klasse på Nr. Felding Skole lidt uden for Holstebro. Jeg har reddet siden jeg var i 6 år gammel. Den første pony jeg red på, hed Lucky/Dolly – hun var en gammel 3´er pony, som min far købte i Holland. I Holland vandt hun flere mesterskaber, da hun var yngre. Jeg startede med at ride hende 1-2 gange i ugen. Da min storesøster Eva blev for stor, fik jeg hende for mig selv. Det var rigtig dejligt, at hun blev min for så kunne jeg begynde at ride stævner på hende.
Jeg begyndte at ride en masse regionsstævner hvor vi sprang LE, LD og LC. Jeg vandt rigtig mange rosetter. I år 2012 fik jeg min nuværende pony Kondi, som jeg begyndte at ride distriktsstævner på og Lucky blev bare til en hygge pony. I 2012 blev jeg nr. 2 til Distriktsmesterskab. I år 2013 blev Kondi desværre skadet og stod stille i et halvt år. Det var bare rigtig hårdt og svært at se mine søstre ride masser af stævner uden at jeg kunne være med. Men så begyndte jeg og ride stævner på Lucky igen og gennemførte en LA til distriktsstævne på hende, selvom hun var gammel og egentlig var gået på springpension og gik kun hygge springning.
Den 1. April 2013 flyttede vi alle vores heste hjem fra Holstebro Sportsrideklub hvor vi fik undervisning af Andreas Künnemann. Da vi havde fået dem hjem begyndte vi at ride ved Thomas, i starten sprang jeg ikke rigtig derude fordi Kondi ikke var klar. Lidt før sommerferien blev Kondi klar så jeg nåede at komme med til ridelejr på Sivebækgaard. Det var både sjovt og lærerigt, der fik jeg en rigtig øjenåbner for hvor teknisk springning faktisk er og mit spring niveau steg meget på kort tid.
Jeg red mit første stævne på Kondi efter hans skade hvor jeg red LB med nul fejl dagen efter startede jeg MB hvor jeg også red nul. Jeg blev b-rytter i august – lige før Baltic Cup i Suså. Heldigvis blev det ordnet sådan at jeg kunne komme med – så mit første Baltic cup var i Suså hvor det gik rigtig godt. I december var jeg også til Balitc cup på Vilhelmsborg her fik jeg en 3.plads i lilleturs finalen. Jeg har haft en masse gode ture på Kondi. I 2014 var jeg i Sverige og det var første gang jeg red i udlandet det var en sjov oplevelse at være med til. Jeg var også med til indendørs DM hvor jeg red nogle rigtig gode ture banerne var teknisk svære, men heldigvis havde jeg Thomas til at hjælpe mig. januar 2014 overtog jeg min storesøster, Idas, pony som jeg har rigtig meget glæde af. Den hedder Mi Corazón – hun er en kat. 1 pony, så nu skal jeg lige vænne mig til at springene er blevet lidt højere. Men jeg har allerede startet en del LA’er (Og vundet) jeg har også startet et par MB’er. Mi Corazón er en rigtig hidsig prop, der kan løbe rigtig hurtig – det skal jeg også lige vænne mig til. Jeg er rigtig glad for at få undervisning af Thomas han har hjulpet mig virkelig meget og jeg forsøger altid at gøre det han siger til mig. Han er rigtig god til at forklare, hvad jeg skal gøre – og så er han bare rigtig flink og altid interesseret i at hjælpe mig med mine ponyer.

Kærlig hilsen Anna Sofie Tørnæs

Team Sandgaard Rytter profil marts 2014 :
Heste rytter Ida Nørholm

Danmarks bedste og smukkeste hestestald

Mit navn er Ida Nørholm, og jeg har haft glæden af at have boet på Sivebækgård som jeg selv mener er det bedste, og mest imødekommende sted jeg noget sinde har været.
Jeg er kun 16 år, og jeg blev sat af et helt fremmede sted, hvor jeg ingen kendte. Dog efter en uge følte jeg mig helt hjemme! Jeg havde min hest Chagall med som jeg fik undervisning på.
Da jeg før har været under vingen af trænere som Bo Bak, Schou som er meget forskellige i deres måde at undervise på, var jeg spændt på den måde jeg nu skulle lære at styre rundt, på springbanerne. Dog kan jeg kun sige gode ting, på den korte tid jeg var der har jeg flyttet mig, og det kan jeg takke Thomas for!

Før jeg kom derned havde jeg slet ikke styr på foder, vitaminer eller noget som helst, det må jeg tage hatten af for! Jeg troede ikke min Gallemand kunne se bedre ud, men det kunne han godt nok!

Det er så underligt ikke at være der ude mere, det er blevet helt kedeligt her hjemme. Jeg var lige blevet så vant til at kunne tage hjemme futterne på og hoppe ud i stalden og sige godnat til Galle, føl basserne og Conan og alle de andre skønne hoveder i har ude ved jer!

Det er virkelig et sted man kan komme og hygge sig, jeg har i hvert fald hygget mig meget der ude. På skridte ture, og når vi alle er ude og have det sjov, om det er i stalden, hallen, eller rundt om et bord.

Har kun gode ord at sige, om dette pragtfulde sted, jeg så alle som en familie og, et team. Den tid bliver aldrig glemt fra min side!

Stort knus fra mig - Ida :-)
-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------


Team Sandgaard Rytter profil februar 2014:
Pony rytter Emilie Mosegaard Christiansen

Jeg hedder Emilie, er 11 år og går i 5.klasse på Isenvad skole. Jeg har redet, siden jeg var 2 år gammel. Jeg startede med, at ride derhjemme på vores lille Shetlandspony Bambi. Da jeg var syv år, fik jeg min første konkurrence pony, han hed Figo. Han var en rigtig god lære pony og han lærte mig at springe. Da jeg var 8 år overtog jeg ponyen Hopla fra min storesøster Ditte. Hopla lærte mig rigtigt meget grundridning og fik mig helt op og springe LA-MB.

Men jeg ville gerne videre og derfor fik jeg Mystery Man. Mystery og jeg har i det år, vi har dannet par, fået mange placeringer på Distrikt og Landsplan i MB-MA, jeg er blevet A-rytter, vi har været til DM både individuelt og for hold og vi har været til Baltic Cup. Vi har vundet Vilhemsborg Open Finale 2014 MA** og kvalificeret os til Baltic Cup igen.

Jeg er meget glad for, at få undervisning på Sivebækgaard. Thomas er meget dygtigt og er god til at forklare, hvad man skal gøre. Jeg er meget tryg ved at ride ved Thomas og jeg glæder mig hver gang vi skal til undervisning på Sivebækgaard.

Man bliver altid, modtaget med et smil på Sivebækgaard.

Kærlig hilsen Emilie :-)
------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Team Sandgaard Rytter profil januar 2014 :
Heste rytter Louise Høj

Mit navn er Louise Høj og jeg er 21 år gammel. Jeg har været ude ved Thomas og Ditte i 4 1/2 år efterhånden. Jeg startede med at ride kort tid efter at min familie og jeg var kommet hjem efter at have boet i München i nogle år, og på dette tidspunkt var jeg livsens ræd for alle dyr med pels på - og især heste. Men allerede efter halvandet år fik jeg min første pony, som var en skør, rød hoppe.

Der skulle et par ponyer til inden jeg fandt drømme ponyen. Han hed Lomomba og var en helt hvid vallak, som havde gået PRI i dressur og MA i spring. Vi vandt distriksmesterskabet i spring i både 2007 og 2008 og fik placering til vores første landsstævne i dressur - jeg red hovedsageligt dressur på ham indtil jeg skulle tage valget om at jeg ville have en spring- eller dressurhest. På daværende tidspunkt red jeg ved Thomas Dolleris Larsen og han mente selvfølgelig at jeg skulle vælge dressuren. Det var dog springningen jeg brændte mest for, så efter lidt søgen fandt vi Luna hos Ulrik Kjær (som Thomas D faktisk havde fundet gennem Thomas og Ditte). Det første halve år brugte vi på at springe små spring og jeg fik således en “blød” overgang fra pony til hest, men da jeg gerne ville mere valgte jeg at “flytte" ud til Thomas og Ditte.

Luna var den helt perfekte juniorhest og jeg nåede at få en masse placeringer med hende. Blandt andet vandt vi til vores første internationale start (130cm) og blev nr. 3 i den anden start (130cm). Det var helt vildt og det kørte bare derudaf. Desværre begyndte Luna at stoppe og rejse sig, og det blev værre og værre. Det endte med at Thomas ville prøve at springe et par spring på hende for at vise at “det bare var mig der skulle tage ved", men det endte med at også Thomas måtte sande at der var andet galt - Luna stoppede også med ham og Thomas blev kylet af :-) og var eftersigende på smertestillende i noget tid efter. Vi fandt ud af at hun havde fået ringfod på begge forben - ØV - men nu går hun herhjemme på gården i Brande og nyder livet som foldbums sammen med min mors stjerne, Fjordhesten Sonny :-)

I mellemtiden havde Ditte fortalt om Stracato, bedre kendt som Fis. Ham har Thomas og Ditte haft i rigtig mange år - og hvis man spørger Ditte kan man helt sikkert få hele historien om Fis ;-) Han havde været et par år på Sjælland - med stor succes, men skulle videre og det blev mit held. Jeg prøvede ham en enkelt gang hjemme ved Thomas og Ditte - og der var ingen tvivl om at det var hesten for mig :-) der gik ikke lang tid inden han vi var til vores første stævne, hvor det blev til et par nulrunder og placeringer. Vi var til Christmas Show 2010 kort tid efter vi havde købt ham, hvor vi fik en streng mad plan med af Ditte, så han fik det helt rigtige foder og på de helt rigtige tidspunkter - … .. og det har bare været en af mange ting som vi ikke selv har bestemt omkring ham! Det kan godt være min far har betalt for ham, men det er stadig Ditte og Thomas’ hest!!!!

Jeg har haft super mange gode ture og oplevelser med Fis - blandt andet en 2.plads til L/M mesterskaberne, hvor vi havde rene nulrunder i 130 cm, min første nulrunde i MA og utallige placeringer til landsstævner og internationale stævner, men i 2012 havde vi et rigtig træls år - i starten af året var han ude af sporten i et par måneder, da han under en skridt tur blev bange for et får og drejede hurtigt rundt og fik en muskel sprængning i baglåret. I august styrtede vi hjemme ved Thomas og Ditte og jeg endte på skadestuen med et par huller i hovedet. I november blev Fis meget alvorligt syg med nyremiltbåndsbrok, hvor han var meget tæt på at miste livet - heldigvis overlevede han (blandt andet fordi min far gik ture med ham hver tredie time - flere gange i morgenkåbe midt om natten - flere nætter i streg). Han overlevede og bare 5 uger efter var han med til Christmas Show hvor han var placeret i 4 klasser ud af 4 mulige :-) På trods af hans snart 19 år så er han stadig flyvende og skraber den ene topplacering hjem efter den anden!

Efter min studenter eksamen og efter et år som picoline hos Bestseller valgte jeg for at halvandet år siden at dedikere mig 110% på mine heste og min sport - det har krævet blod, sved og tårer (og en del blå mærker og styrt) og rigtig mange timer på heste ryg - fra tidlig morgen til sen aften - alene i slud og regn, men også rigtig mange dejlige timer i sol og til stævner og blandt skønne mennesker. Efter både op og nedture føler jeg at mit hårde arbejde er ved at betale sig tilbage. Jeg har fundet “nøglen til succes” og har haft stor gavn af Thomas’ rolige hånd, gode råd og store erfaring, som han giver videre i stor stil - hvis man forstår at høre efter…

Jeg har også måtte sande - som nok en hel del andre - at det ikke altid er hestens udseende eller tidligere resultater der tæller, men om man som ekvipage passer sammen. Jeg har haft et par super søde heste udover Fis, men de er nu videre fordi vi ikke passede sammen. Men man må på den anden side heller ikke give op for tidlig - min anden hest, Lucy Lou kæmpede jeg en del med - hun er super ærlig og springer altid også selvom afstanden ikke lige passer - men jeg har nu fundet “nøglen til succes” med hende - efter en hel del træning og - igen - rigtig gode råd fra Thomas, og vi fungerer nu super perfekt sammen og hun springer helt fint - og på hendes egen måde.

Min største oplevelse som rytter indtil nu, har helt klart været at få lov til at komme med til EM i Herning i august - jeg havde Fis og Lucy med og det gik rigtig godt med hele fire placeringer i mine seks ture. Udover den store oplevelse at ride “blandt de store” var hele stævnet en super oplevelse og succes.

I sommerferien overraskede min far mig ved at sige at han gerne ville sponsorere en ny, lidt yngre hest med “lidt” mere kapacitet. Så jeg har i sommers pløjet gennem det meste af Tyskland sammen med Thomas og min far og prøvet langt over 30 forskellige heste. Men da jeg satte mig op på Quinta første gang - langt nede i Tyskland - vidste jeg at det var hende; en helt brun 7 års Holsteiner hoppe! Det var en stor og uundværlige hjælp med Thomas’ store netværk og hans blik for den rette hest (Tak til Thomas (og min far!)).

Jeg har haft en super start med Quinta og allerede sprunget min første 130 cm efter knap 2 måneders samarbejde med placering til Christmas Show og glæder mig til 2014 - det bliver spændende.

En vigtig forudsætning for alt det jeg gør er, udover Thomas og Dittes store hjælp, uden tvivl mine forældres støtte. Jeg tror, at jeg en gang imellem tager min mors hjælp for givet men uden hendes støtte ville det ikke kunne lade sig gøre. Min far er faktisk blevet en rigtig dygtig coach for mig - han kan godt finde afstande og give fif om hvorledes banen skal rides og hjælper mig mentalt - både før og efter jeg har været inde på banen. En gang i mellem blander han sig også i Thomas’ råd - og nogle gange med held :-)

Glæder mig til et spændende 2014 med “alle mine heste"
Kærlig hilsen og godt nytår
Louise
-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------


Team Sandgaard Rytter profil december 2013:
Pony rytter Sofie Bucka

Jeg hedder Sofie Bucka og er 15 år gammel. Jeg går i 9 klasse på Sønderagerskolen i Herning, som er en elitesportsskole. 3 gange i ugen morgentræner jeg, hvor en af gangene er styrketræning, og de to andre er på hesten.
Jeg har redet siden jeg var 8 gammel, hvor jeg startede ud med at ride på lille Klaus, på et trækker hold i Herning rideklub. Lidt over et år senere fik jeg min egen pony. Det var en lille fræk 3’er pony ved navn Mango, som var en super førstegangs pony, også for min mor og far, som absolut ikke vidste meget om det at have pony/hest :-)
Vi voksede fra hinanden, og jeg fik 2’er ponyen Beauty. Hun lærte mig rigtig meget, både i spring og dressur. Sammen startede vi en masse La’er og enkelte mb’er, på C-niveau, men det gik pludselig lidt for stærkt for os, da jeg var ikke klar mentalt, så vi tog lidt LA1 dressur sammen. Da jeg erkendte at jeg måtte af med Beauty, hvis jeg ville nå noget med det spring, kom Kinea ind i mit liv, og det er små 2 ½ år siden.
Vi havde desværre en meget uheldig start sammen, da Kinea efter to måneder blev skadet på fold, og stod skadet i 6 måneder ? Men HELDIGVIS blev hun klar igen, og i februar 2012, startede vi vores første stævne efter skaden, en LB* på C-niveau.
Jeg var indtil september 2012 en allroundrytter, da jeg også havde en dressur pony Kalido, som jeg nåede at starte LA5 på. Men jeg tog efter distriktsmesterskabet for hold i dressur det valg, at fokusere 100% på springningen.
Efter denne beslutning er det gået rigtig stærkt! jeg vandt Danmarkscuppen 2012 i LA, senere på året blev jeg B-rytter, og i november 2012 startede jeg mit første Landsstævne.
Jeg startede i januar 2013 min første MA*, hvor jeg havde 0 fejl i hovedrunden, og det gav mig adgang til at springe indendørs DM på Vilhelmsborg, hvor jeg gik videre til finalen. Det var meget mere, end jeg nogensinde havde drømt om. Alt dette skete på min fantastiske Kinea, som på det tidspunkt sprang som en 1’er pony.

Maj måned 2013 stopper min daværende springtræner med, at være på fuldtid på HER, og sammen med mine forældre tog jeg det valg at skifte træner, for at få mulighed for mere undervisning og stævnehjælp, da det ikke længere helt var nok, at min far kun kunne sige fx ”husk at komme godt ud i hjørnerne”. ;-)
Jeg havde brug for mere hjælp til, at rykke mig endnu mere i min sport, så det var oplagt at vælge Thomas, da jeg kun bor 8 km væk fra ham. Det valg har nok været et af mine bedste, da han er en helt fantastisk træner, og det tog ikke mere end én springlektion, inden jeg følte mig helt tryk ved ham.
Så heldig som jeg er, får jeg efter kort tid lov til at få mine ponyer opstaldet på Sivebækgaard, som jeg er evigt taknemmelig for, da det er et fantastisk sted at være....!
I juli 2013 bliver Kinea genmålt, og blev nu en 2’er pony. Med de resultater jeg havde sprunget på hende, gav det mig mulighed for, at stille op til udendørs DM august 2013 på Vilhelmsborg.
Det var med meget kort varsel det skete, så den hårde træning blev sat i gang, og da var det vildt fedt, at have Ditte og Thomas’ hjælp, med sådan et stort stævne forude.
I min rigtige ”plan”, var drømmemålet først at opnå DM i år 2014, og nu kom det 1 år før tid, så det kunne jo ikke blive mere vildt! :-)
DM gik helt kanon! Kinea og jeg endte på en 5. plads i finalen, og jeg er dybt taknemlig for Thomas’ hjælp op til og under stævnet, da jeg aldrig ville have klaret det uden ham! Men også for at mine forældre bakker mig 100% op i min sport.

Lige inden DM fik jeg en springpony mere, nemlig Mosstown Smirnoff, som Thomas var med til at finde.
Jeg var til Baltic Cup, hvor jeg kom hjem med placeringer på både Kinea og Smirnoff, og ved samme stævne udtaget til Nation springholdet af Landstræneren.
Jeg blev til mit seneste mesterskab stævne nr. 3 på Smirnoff nemlig Jysk mesterskab 2013, hvor jeg for første gang sprang S* på en 1’er pony, hvor vi endte med 0 fejl. Sidste stævne som er 2 uger siden, var Landsstævne i Hillerød med Kinea og Smirnoff, jeg startede 8 gange og kom hjem med 5 placeringer, det er SÅ VILDT hvor god en periode jeg er inde i med mine ponyer, og jeg nyder det hver dag..
Alle disse helt vilde resultater, som jeg ikke havde drømt om, at skulle opnå i år. Så jeg kan kun sige en kæmpe tak til Thomas og Ditte ! Selvfølgelig også tak til mine forældre, da det slet ikke kunne lade sig gøre uden dem.

Jeg er i et års forløb hos mentaltræneren Carsten Oldengaard, som Thomas også er med inde over, hvilket jeg lærer utrolig meget af, og det har hjulpet mig rigtig meget, så nu glæder jeg mig bare til mit sidste pony år, og håber på at kunne holde mine ponyer godt gående, med det mentale i orden og med den rigtige horsemanship, som jeg lærer rigtig meget af på Sivebækgaard. Kh Sofie :-)

Søg på siden